Hiphop møder barokmusik
På Spoken Word festivalen i 2018 kunne man opleve et unikt koncertmatch, hvor barokmusik fra et ad hoc ensemble, sammensat af Via Artis Konsort, mødte rapperen Pelle Møllers stærke tekster og rytmiske frasering.
Hiphop og klassisk høres ikke så ofte i kombination, men både 400 år gammel barokmusik og moderne rap er baseret på improvisatoriske tilgange. Musikalsk er begge genrer afhængigt af et stærkt rytmisk groove, og både barok og rap fokuserer på tekst som et bærende fortællende element. Genrerne smelter derfor, uden besvær, sammen i et anderledes og helt særligt musikalsk udtryk.
ET SAMMENSAT PUBLIKUM
Et befriende sammensat publikum, der bestod af lige dele unge og ældre, lyttede på denne inspirerende augustaften opmærksomt til hvordan ord-jongløren Pelle Møller kombinerede sine stærke tekster og rytmiske frasering med barokkens stramme puls og tempo i koncertprogrammet Baroque'n'rap.
Begge genrer baseret på et stærkt rytmisk groove, og fokuserer på tekst som et bærende fortællende element
Baroque'n'rap er produceret af ensemblet Via Artis Konsort og er en del koncert-udviklingsprojektet BRO.
Baroque'n'rap vender tilbage med en række koncerter i ind- og udland i 2022-23. Koncerterne annonceres her på siden og på BRO's Facebookside.
ET KREATIVT PARTNERSKAB
Rapperen Pelle Møller har udgivet musik siden 2011 under eget navn og som en del af rapgruppen Parlør. Han er en del af det politiske satirefreakshow RapAvisen og deltog i 2015 i freestylekonkurrencen MC’s Fight Night, hvor han nåede helt til semifinalen. I dag er han pensioneret fra voksenmobning og freestyler på andre måder, når han laver rapreferater til konferencer eller optræder med andre freestylelegender.
Ad hoc barokensemblet er samlet omkring Via Artis Konsort, et international ensemble af professionelle musikere der eksperimenterer i krydsfeltet mellem klassisk, kunst- og verdensmusik. Via Artis Konsort har siden etableringen i 2006 opført mere end 400 koncerter og musikdramatiske forestillinger i Skandinavien, Spanien og Latinamerika, senest den fysiske opera 'Andersens duende'.
Instrumenter: Rap, klassisk baroksopran, viola da gamba, cembalo og elektroniske beats.