– Rosenborg revisited –
Hvorfor Rosenborg?
Christian IV satte spor i flere nordeuropæiske byer, og i København ses det tydeligt i Kongens Have og Rosenborg Slot. Arbejdet med Rosenborg tog form i begyndelsen af 1600-tallet, og haveanlægget kom tidligt i gang. Allerede i 1606 blev urtegårdsmænd og andre plantekyndige sat til at forme og beplante kongens nye have, så haven voksede frem sideløbende med byggeriet af selve slottet.
Regnskaber fra tiden viser, at Christian IV var blandt de første i Danmark, der anvendte roser i større målestok som en del af et haveanlæg. I 1618 blev der købt 400 rosentræer, og senere blev der bestilt hele 1.000 hvide rosentræer og 100 røde Provenceroser fra Holland. Efter byggeriets afslutning fik slottet navnet Rossenborrig – måske inspireret af de mange roser i anlægget.
Hvorfor revisited?
Alle Ballhaus’ site-responsive musikdramatiske forestillinger bærer endelsen ‘revisited’.
Site-responsive events er et format, hvor musik og performance går i samklang med alt det, der karakteriserer opførelsesstedet: arkitektur, lysforhold, akustik, historisk kontekst, stedets betydning i lokalsamfundet, etc.
Musikken forholder sig ikke alene til stedet. Stedet bliver en aktiv del af den musikdramatiske komposition. Et site-responsive event finder sjældent sted i en koncert- eller teatersal og kan faktisk opføres hvor som helst, hvor stedets historie, funktion og arkitektur har noget væsentligt at fortælle. Det kan for eksempel være i historiske bygninger, på forladte steder, ja, sågar på steder, der ikke længere eksisterer.
Site-responsive events er unikke! Musik og performance skabes specifikt til det pågældende sted. Forestillingen får publikum til at opleve stedet på nye måder. Deraf ‘revisited’.
I Rosenborg revisited bliver slottets rum, historier og symboler derfor mere end blot kulisse; det hele spiller aktivt ind i den musikdramatiske oplevelse.
Rosenborg Slot
Kong Christian IV havde ikke altid heldet med sig på slagmarken. Men som bygherre satte han til gengæld et gevaldigt arkitektonisk aftryk på Danmark og særligt København.
I 1606 erhvervede kongen et stykke jord uden for byens volde. Her anlagde han en privat have med voldgrav og lod opføre et lysthus, der med tiden skulle vokse til Rosenborg Slot, kongens “store hus i haven”. I 1624 havde Rosenborg fået en tredje etage med Riddersalen og det store vesttårn. Ti år senere, i 1634, fik slottet sit nuværende ottekantede trappetårn mod øst, og med denne sidste store tilføjelse stod Rosenborg i hovedtræk færdigt som det slot, vi kender i dag. Med sine røde mursten, sandstensdekorationer, høje tårne og nederlandske renæssancestil står Rosenborg stadig som et af de mest markante bygningsværker fra Christian IV’s regeringstid.
Rosenborg blev brugt som kongelig bolig frem til begyndelsen af 1700-tallet, hvor Frederik IV opgav slottet til fordel for mere tidssvarende residenser. I stedet blev Rosenborg i stigende grad et opbevaringssted for de kongelige samlinger. Gennem 1700-tallet voksede samlingen af skatte og kunstgenstande – blandt andet med ejendele fra afdøde medlemmer af kongehuset og med genstande, der blev bragt til Rosenborg efter Christiansborgs brand i 1794.
I 1834 besluttede man at omdanne Rosenborg til museum, og i 1838 åbnede slottet for publikum. Den kronologiske opbygning – rum for rum, regent for regent – var nyskabende i europæisk museumspraksis. I 1854 blev samlingen formelt oprettet ved kongelig resolution som De Danske Kongers Kronologiske Samling.
Derfor er et besøg på Rosenborg en rejse gennem dansk kongelig historie, hvor hvert rum har sin tid, sine genstande og sin egen stemning.
Riddersalen
Træd ind i Rosenborgs Lange Sal, senere kendt som Riddersalen. Den stod færdig under Christian IV i 1624, var oprindeligt tænkt som dansesal og strækker sig gennem hele slottets længde. Ældre beskrivelser angiver salens mål til 75 alen i længden, 18 alen i bredden og 15 alen i højden – omtrent 47 gange 11 gange 9 meter. Prægtig nok, med andre ord, til at få enhver dagligstue til at virke beskeden.
Men den sal, vi ser i dag, er ikke Christian IV’s rum alene. Senere konger føjede deres egne lag af magt, ceremoni og iscenesættelse til. I 1690’erne lod Christian V salens vægge udsmykke med tolv store gobeliner, skabt til netop dette rum: Rosenborgtapeterne. De viser episoder fra Skånske Krig 1675-79: søslag og landkrig, belejringer og sejre, alt sammen set fra den danske side.
En af de mest dramatiske scener er Slaget ved Øland den 1. juni 1676. I midten synker det svenske flagskib Kronan under beskydning fra det danske Christianus Quintus. Til højre overgiver Svärdet sig; til venstre går Äpplet på grund.
Gobelinerne var ikke én enkelt, isoleret vævers værk. De blev til i en kongeligt privilegeret manufaktur under ledelse af den flamske vævermester Berent van der Eichen, efter forlæg af den danske maler Peter Andersen. Gobelinerne hylder Riget og sender et budskab om kongelig magt i uld og silke.
Men se ikke kun på gobelinerne. Se mellem dem og over dem. Loftet hører til Frederik IV’s modernisering af salen i begyndelsen af 1700-tallet og blev opsat i 1709. Her samler kongelige symboler, ridderordener og politiske scener sig over hovedet, så vægge og loft synes at tale samme magtens sprog.
I den ene ende af salen står enevældens tronstole. Kongens salvingstronstol blev engang anset for at være udført i enhjørningehorn; i virkeligheden er den skåret af narhvalstand. Ved siden af står dronningens tronstol i sølv. Ved deres fødder står Danmarks tre sølvløver og vogter tronen med teatralsk ro.
Man kan næsten høre dem brøle.
