Rosenborg Revisited - In the Memory of Rooms er bygget som en vandring gennem gennem slottets døgn – som en sammenhængende ramme, hvor hver tid på dagen får sin egen klang og karakter. Et værk i fire satser, der følger lyset og tiden gennem rummene.
Komponisten Patricio Fraile har nærmet sig Rosenborg Slot gennem dets lydlige fortællinger, indtryk og stemninger. Udgangspunktet har været slottets egne lyde og de rum, der gennem mange år har stået ubeboede. Men lydene kommer ikke kun fra murene selv. De kommer fra de mennesker, der har beboet stedet, og måske især fra dem, der ikke havde nogen prominent plads i slottets historie. Tjenestefolk og arbejdere, lyde fra køkkenet, fra rengøring, fra transport rundt i gangene, fra varmen, ildstedet og det daglige vedligehold, der holdt stedet i live. Ind imellem sniger livet udenfor sig også på. Regnen mod ruderne, vinden, en fornemmelse af verden uden for, hørt indefra trygheden.
Ud af disse spor er der opstået en række lydbilleder, hvor melankoli, varme, drama og humor får plads side om side som ouverture til den forestilling publikum skal opleve oppe i riddersalen.
Som et bærende element i værket er viola da gamba, spillet af Nicole Hogstrand. Instrumentets klang udforskes i direkte relation til reallydene, slottets rum og historie og emsemblets øvrige instrumenter, der klinger fra slottets kroge og ovenpå Riddersalen.
Værket bevæger sig gennem slottets døgn som en sammenhængende ramme, hvor hver tid på dagen får sin egen klang og karakter.