Ballhaus.community – Et virtuelt musikfælleskab
Ballhaus er en forening der producerer scenekunst i bred forstand, med rødder plantede i den klassiske og akustiske musiktradition*. Ballhaus arbejder for, at scenekunst kan indgå i nye spændende kulturelle sammenhænge; Foreningens formål er ligefrem at udvikle, producere og formidle kulturelle projekter, med et særligt fokus på projekter der styrker og udvikler sociale relationer i tilknytning til kunst- og kulturoplevelser.
Foreningens formål er formuleret med inspiration i musiksociologen Christoffer Smalls** ideer om musik som en social og socialiserende aktivitet; Musicking fremfor music! Christoffer Smalls bøger, og ikke mindst hans bog om Musicking, er et must read for alle, der interesserer sig for både musik og publikumsudvikling!
On-line musicking
Pandemien satte de første tanker i gang omkring dét at skabe et virtuelt musikfælleskab. Et fælleskab der var uafhængigt af en reel fysisk tilstedeværelse og kontakt mellem fælleskabets medlemmer. En slags on-line musicking! Tankerne er skitseret i denne artikel.
Nu er vi heldigvis et helt andet sted og kan igen mødes i koncertsale og på spillesteder. Men et online fælleskab er stadig aktuelt, ikke længere som erstatning for de fysiske koncerter, men nu som et supplement til den traditionelle koncertaktivitet. Og hånden på hjertet …! Den klassiske musik og dens akustiske fætre og kusiner indenfor jazz, folke- og verdensmusik har ikke fået bedre kår efter pandemien, og der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at den nærmeste fremtid tegner anderledes. Det gælder ikke mindst for nichegenrer og mindre kendte komponister og udøvere. Publikum er tilbage, men ikke hele publikum!
Nye muligheder og styrket fælleskab
Så hvad nu hvis man kunne skabe et socialt fælleskab, online? Et fælleskab der gav den klassiske og akustiske musik nye muligheder for at række ud til et bredere publikum, og samtidig styrkede og udviklede det sociale fælleskab indenfor dét man kunne kalde for musikkens økosystem: Kunstnere, publikum, arrangører, kulturjournalister og andre, der med deres entusiame er med til at få musikken til at spille, så at sige! I et sådant virtuelt musikfælleskab vil alle kunne løfte i flok!
Musicking fremfor music!
Brugen af de sociale medier har ændret sig under og efter pandemien. Her på det sidste er den amerikanske multimillionær Elon Musk trådt ind på scenen og har sat ild til platformen Twitter. I forbindelse med brandalarmen er nye SoMe spillere dukket op; en af de vigtigste hedder Mastodon.
En moderne måde at kommunikere på
Mastodon er et stykke open source*** software der frit kan benyttes til at sætte en selvstændig Twitter-lignende platform op. En Mastodon platform bruger en fælles open source kommunikations-protokol, ActivityPub, til at kommunikere med andre uafhængige Mastodon-platforme. Det lyder allerede indviklet, men betyder i virkeligheden bare, at enhver der har en computer med tilstrækkelig kapacitet kan bygge en Mastodon platform, der kan ”snakke med” andre lignende Mastodon-platforme. På den måde skabes hurtigt et omfattende netværk, hvor brugere fra alle disse forskellige og uafhængige Mastodon-platforme kan kommunikere indbyrdes og dele tekst, lyd og billede. Man kalder det for et Fediverse, en sammensmeltning af ordene 'federal' og 'universe'. For den der interesserer sig for den tekniske del, er der masser af information på nettet.
Mastodon minder som sagt om Twitter, men så alligevel ikke. Se evt. denne lille video for en ukompliceret introduktion. Mastodon er mere moderne, og har mere fokus på brugerne end på ejerne af netværket. Faktisk er der ingen reelle ejere af Mastodon netværket, da det består af alle disse små uafhængige og selvstændige platforme. Derfor er der heller ingen, der kan sætte ild til netværket!
Ballhaus.community
Mastodon kan alt det, vi skal bruge til at bygge et online fællesskab. Foreningen Ballhaus har derfor i november 2022 oprettet en Mastodon-platform med titlen (og webadressen) ballhaus.community. På ballhaus.community kan alle fra musikkens økosystem; kunstnere, publikum, arrangører, kulturjournalister m.m. oprette en gratis konto og blive en del af fællesskabet. Vi sigter på brugere i Danmark i første omgang, men brugere fra andre dele af verden kan også tilmelde sig, hvis de har en tilknytning til den danske musikscene.
Publikum er tilbage, men ikke hele publikum!
Når man som bruger er tilmeldt fælleskabet, kan man sende og modtage beskeder, grafik og videoer, ligsom man kender det fra Twitter, Facebook, Instagram m.m. Brugerne kan desuden følge andre brugere både i og udenfor ballhaus.community. Brugerne kan oprette eller tilmelde sig grupper, lave lister med specifikke temaer og meget andet! Man kan vælge at kommunikere med sine egne følgere, med alle brugere i ballhaus.community, eller med det store Fediverse, der består af alle brugere i ballhaus.community + deres følgere på andre platforme.
På den måde kan ballhaus.community bruges både til målrettet kommunikation med udvalgte brugere og til overordnet at følge med i hvad der foregår af interessante ting i musikkens økosystem.
Endelig giver det store Fediverse også mulighed for at se katte-videoer, hvis man har brug for det ind imellem! :)
Foreningen Ballhaus vil i de næste uger og måneder arbejde intenst med at få dette nye virtuelle fælleskab op at køre. Teknikken er på plads, nu skal indholdet skabes og fælleskabet etableres.
Vi håber, at I vil være med!
Er I i tvivl om brug af platformen, eller har I konstruktive forslag, så lad os høre fra jer. Send gerne en e-mail til info@ballhaus.dk, eller send en DM indefra ballhaus.community til @ballhaus_admin
* Vi foretrækker begrebet 'klassisk musiktradition' fremfor 'klassisk musik', da klassisk musik også refererer til en bestemt periode i musikhistorien fra ca. 1750 til ca. 1820
** Christoffer Small var den new zealandske musikolog og musiksociolog, der fandt på begrebet 'Musicking'. Mere information på Wikipedia
*** Opensource software er programmeringsværktøjer der frit kan benyttes og videreudvikles