H.C. Andersen var betaget af byen Granada, så betaget at han i sin rejsebog sidestiller Granada med Rom:
Granada har som Rom været mig en af de interessanteste Byer i Verden, et Sted, hvor jeg troede at kunne groe fast [….]
Flere af hans 'sensuelle' digte refererer til hans ophold i Granada. I dagbogen skriver han den 6. oktober 1862:
[Oberst Larramendi] førte os til en Boutik hvor der var en smuk Datter, trakterede os med Sukkervand og Kage, var høist elskværdig. Mit Blod hjemme var i stærk Bevægelse, jeg skrev i det deilige Maanskin et Par Digte og kom ikke i seng før Klokken 12
Alhambra
Andersen og hans rejsekompagnon Jonas Collin opholder sig fra den 6. til den 21. oktober 1862 i Granada. De første dage bor de på et hotel ved den ny Alameda, i den moderne del af Granada. Men det er udfordrende for rejsebudgettet, og senere flytter de til et lille pensionat ved foden af maurer-paladset Alhambra. Stedet hedder Fonda de los Siete Suelos og ligger klods op ad tårnet, der har givet navn til pensionatet, La Torre de los Siete Suelos. På et foto der er taget i 1860, ser man kun tårnet; pensionatet må have ligget lige omme på den anden side.
Andersen og den berømte engelske fotograf
Andersen besøger Alhambra flere gange. Den sidste gang han besøger paladset, bliver han overhalet af en gruppe festklædte sigøjnere, der ligeledes er på vej op til Alhambra. Da han når derop, er dele af paladset lukket af. Andersen skriver i rejsebogen:
Løvegaarden og de to Søstres Sal bleve efter Hendes Majestæt Dronningens Befaling photographeret af en berømt, engelsk Photograph; han var i fuldt Arbeide, Ingen turde indlades, det vilde forstyrre. Vi saae fra den aabne Bue derind; hele Zigeunerfamilien, som jeg nylig havde seet komme, var kaldt herop for at danne levende Personer i Billederne.
Andersen beskriver sceneriet således:
De stode og laae grupperede i Gaarden; et Par af de mindste Børn vare aldeles nøgne, to unge Piger, med Georginer i Haaret, stode i Dandsestilling og holdt Castagnetter; en gammel, uendelig grim Zigeuner, med et langt, graat Haar, heldede sig op til en af de slanke Marmorsøiler og spillede paa Zambomba, et Slags Rumlepotte; en fed, endnu ganske kjøn Kone, med et opkiltret, broget Skjørt, slog Tambourin.
Og han tilføjer:
Billedet var færdigt i et Nu, som jeg ikke kan give det i Beskrivelse. Maaskee seer jeg det igjen, men det var tilvisse sidste Gang, jeg saae Alhambra.
Måske ser jeg det igen
Andersen nævner i beskrivelsen 'en berømt engelsk fotograf'. Da jeg læste afsnittet, var min første tanke, at en sådan berømt fotografs billeder måske stadigvæk ville være tilgængelige i dag.
Det viste sig at være rigtigt! I søgemaskinernes tidsalder kan man relativt let, en søndag morgen i 2021, finde frem til fotografen, der en torsdag eftermiddag den 16. oktober 1862 tog en serie våd-plade fotografier i Løvegården i Alhambra. Charles Clifford hed han, en engelsk fotograf, der var bosat i Madrid. I årene fra 1850 frem til sin død i januar 1863 (blot 4 måneder senere) rejste han Spanien tyndt og dokumenterede bygninger, landskaber og persontyper. Billederne er også tilgængelige i forskellige arkiver på Nettet.
Et historisk snapshot
Billederne er taget i Løvegården, el Patio de Los Leones. Det kan man se på de karakteristiske dobbeltsøjler og søjlegangen bagved. På sollyset og skyggerne fra buegangene kan man også med ret stor sikkerhed bestemme, at billederne er taget i det øvre østlige hjørne.
Prøv at læse Andersens beskrivelse en gang til og sammenlign med billedet. Der er ingen tvivl om at det drejer sig om den samme gruppe. Den 'utrolig grimme' sigøjner med rumlepotten har nu sat sig, og holder i stedet en guitar. De to unge kvinder står stadig i dansestilling med kastagnetter, selvom kastagnetterne ikke kan ses på billedet, måske fordi de bevæger sig for meget. Børnene leger sandsynligvis ude i gården. Vi ved, at Clifford tog flere forskellige billeder af den samme gruppe i forskellige positioner, og det er kun to, der har overlevet tidens tand. Billederne her er måske taget få minutter før eller efter Andersens beskrivelse. Men det er det tætteste, vi kommer på et øjebliksbillede!
Vi ved faktisk også hvem den 'utrolig grimme sigøjner' er. Men det bliver til en hel anden historie!
Cliffords billeder og De Andre
Charles Clifford dokumenterede Alhambra på den spanske dronning Dronning Isabella II's foranledning. Dronningens besøg i Granada i 1862 faldt sammen med Andersens rejse (derfor var hotelpriserne skyhøje).
Charles Clifford havde dog før taget billeder af Alhambra. Så hvorfor skulle han gøre det igen, og hvorfor skulle der sigøjnerne med på billedet?
Det er der skrevet lange artikler om. I den sidste halvdel af 1800-tallet døjede Spanien politisk med tabet af kolonierne i Latinamerika. Samtidig var landet ved at hævde sig som kolonimagt i Nordafrika. Nogle mener, at dét at forbinde sigøjnere med maurerne (fra Nordafrika) og indsætte sigøjnere i et billede fra maurernes tabte palads symboliserer den 'hvide' katolske Spaniens overmagt. De ægte spaniere og De Andre.
Den tidlige flamenco
Det er uden tvivl noget om det. Men samtidig var der også en stor offentlig opmærksomhed omkring den folkloristiske sigøjnerkultur. Især kunstnerne var på jagt efter folkesjælen i disse år. Store anerkendte komponister, både i og udenfor Spanien søgte inspiration i folkemusikken, ligesom en skare af malere fra hele Europa malede billeder af både sigøjnere og den almindelige jævne befolkning.
Det var også i den periode, at de første offentlige flamencooptrædender fandt sted. Det vender vi også tilbage til!
