Et helt andet syn på Andersens spanienrejse
Mens vi venter på det næste indslag om 'Solens spejl' og Andersens digte fra Spanien, vil jeg anbefale denne artikel, skrevet af Marisa Rey-Henningsen. Rey-Henningsen har blandt andet skrevet en meget rost spansk oversættelse (2005) af Andersens rejsebog fra 1863.
Digtene nåede ikke til Spanien
I Marisa Rey-Henningsens oversættelse af rejsebogen er de fleste af digtene, som jo ligger til grund for koncertprojektet 'Solens spejl', ikke taget med. I forordet begrunder hun det valg med, at digtene ikke har nogen særlig litterær interesse. Det har været (og er til dels stadig) en almindelig vurdering blandt mange H.C. Andersen-forskere. Der er ingen tvivl om, at mange af digtene fra Spanien skiller sig ud fra Andersen øvrige poesi, både i form og indhold. Digtene vakte da heller ikke stor entusiasme i Danmark, da de udkom i 1863; de blev simpelthen betragtet som værende for dristige.
Det syn på digtene er heldigvis ved at ændre sig (mere om det senere). Som et kuriosum skal bemærkes, at den første oversættelse af rejsebogen til engelsk fra 1864 faktisk har næsten alle digtene med.
Var Spanien en skuffelse for Andersen?
Marisa Rey-Henningsens artikel går bagom rejsen til Spanien og når frem til den konklusion, at rejsen var en skuffelse for Andersen. På det akademiske og intellektuelle plan har hun måske ret. Spanien intellektuelle elite kendte ikke til Andersen, og havde heller ingen interesse i at kende ham. Det kan ikke undre nogen med et kendskab til spaniernes intellektuelle holdning, heller ikke i dag! Men jeg tror ikke, at Andersen, i en alder af 57 år, ville udsætte sig selv for rejsens strabadser, blot for at høste anerkendelse blandt Spaniens intellektuelle. Andersen var også drevet af nysgerrighed; han mente det med ”at rejse er at leve”!
Jeg tror, at rejsen lærte Andersen ét og andet om menneskenes forskellighed, og dét er blandt andet afspejlet i de 'quasi-sensuelle' digte fra Spanien.