Vi har lært, at de få kvinder der op igennem historien insisterede på at komponere, aldrig fik et ben til jorden i en mandsdomineret musikverden.
Og at er derfor, at der er ikke eksisterer så mange værker komponeret af kvinder.
Men er det nu også hele sandheden?
Kvinders spor i musikken
Mange af os er vokset op med ideen om, at musikhistoriens genier er mænd. Mange ser det derfor også som en naturlig ting, at det klassiske repertoire overvejende består af værker, der er komponeret af mænd. Vi har også lært, at de få kvinder der op igennem historien insisterede på at komponere, aldrig fik et ben til jorden i en mandsdomineret musikverden. Det er derfor, i følge denne generelle idé, at vi sjældent hører klassiske værker skrevet af kvinder.
Men den idé er ikke i overensstemmelse med sandheden; Hvis vi graver dybere ind i musikhistorien, fra Middelalder til vore dage, finder vi et stort antal kvinder, der faktisk var anerkendte som komponister i deres samtid.
Så hvad gik der galt, for at vi i 2023 ender op i en situation, hvor det er nødvendigt at insistere på kønskvotering i et moderne koncertrepertoire? Og er det en patriarkalsk forvaltning af kulturlivet, der er den hele årsag?
For at bidrage til svaret på dét spørgsmål har Ballhaus, i samarbejde med ensemblet Via Artis Konsort, produceret koncertprogrammet Via Artis – Via Feminae. Programmet tager publikum med på en musikalsk rejse op gennem historien og ser på det aftryk, en række dygtige kvinder satte i deres samtid og eftertiden. Kompositioner af Middelalderens Hildegard von Bingen og Clara d'Anduza op til det 20. århundredes mindre kendte og helt ukendte komponister som Tekla Griebel-Wandall og Johanna Senfter. Det er ny musik for de fleste koncertgængere, men skønne værker der beviste sit værd i samtiden.
Musikken sættes ind i tidens kontekst ved hjælp af små anekdoter og tidsbilleder i form af digte og breve, skrevet til og af komponisterne selv.
