Ballhaus' aktiviteter relaterer direkte til musik, men vores meget forskellige projekter handler ikke om musik alene. Kernen i musikken, den musikalske ide, kan meget vel repræsentere sig selv, men når kunsten står overfor et publikum, er der mere på spil. Først og fremmest et samspil mellem publikum og de udøvende kunstnere, det fænomen som musiksociologen Christoffer Small kaldte for musicking. Desuden er stort set alle koncerter iscenesat, på et eller andet plan; de udspilles fra en scene - etableret som en sådan eller ej -, og er rettet mod et publikum.
I Danmark har teaterverdenen til en vis grad sat sig på begrebet scenekunst, og mange musikere føler måske også at musikken kompromitteres, hvis den ikke får lov til at stå alene. Men mange af de mest spændende kunstneriske udtryk i tiden er tværæstetiske, og indeholder udtryk og former fra flere forskellige kunstgrene. Tværkunstneriske møder og projekter fremmer kreativitet og indsigt hos de samarbejdende kunstnere og bidrager til større og mere diverse publikumsgrupper. Til en mere omfattende og interessant musicking!
I Ballhaus interesserer vi os for alle de extra-musikalske ting der interagerer med, og iscenesætter musikken. Vi betragter derfor Ballhaus' aktiviteter, inklusive koncerter, som scenekunst.
I Ballhaus producerer vi scenekunst på to måder:
Live
Tværæstetiske musikproduktioner der udspiller sig på en scene foran et publikum. Scenen behøver ikke at være de traditionelle skrå brædder eller et podie i koncertsalen. Ballhaus producerer ofte scenekunst på steder, der ellers ikke benyttes til kulturelle aktiviteter. Et eksempel på det, er vores site-responsive forestillinger, hvor produktionen er tilrettelagt specifikt til et udvalgt sted.
Vi vægter ofte at samarbejde med institutioner, der byder scenekunsten indenfor selvom deres hovedvirke ligger et andet sted. Biblioteker, uddannelsesinstitutioner og museer er alle eksempler på det.
Online
Streaming og tilhørende videoproduktioner er en udfordring for de skabende kunstnere, fordi de kræver en teknisk indsigt og en økonomi i en anden størrelsesorden, end når produktionen afvikles live.
Vi tror at live-streaming og online-musicking er kommet for at blive, og vil ændre publikums kulturvaner gennem de næste år (og ikke et ord om corona!). Vi er også overbevist om at vi, kulturaktørerne over en bred kam, har meget at lære endnu. De traditionelle fysiske koncert- og scenekunstformer er blevet skabt og formet i en social kontekst gennem årtier, i nogle tilfælde, gennem århundreder. En spændende online scenekunst kan kun skabes gennem nye erfaringer, trial and error. Altså ved at eksperimentere og opsamle erfaringer. Det vil vi gerne bidrage til i Ballhaus.
[Se også artiklen om Den Virtuelle Musikforening]