H.C. Andersens vovede digte fra Spaniensrejsen i 1862
I disse tider, hvor begrebet 'ytringsfrihed' er oppe at vende – det kan man vist godt sige, uden at fornærme nogen – kan jeg ikke lade være med at tænke på Facebooks nylige censurering af H.C. Andersens digt fra Spanien: 'Havblaa er hendes øjne'. Historien om digtet, der overskred Facebooks anstændighedsgrænse, nåede så langt som til Fyns Stifttidende, og det er helt usædvanligt! Det ved vi, os der arbejder med kultur i Odense! Men det er ganske vist! :)
Spaniens-digtene vakte, som bekendt, heller ikke stor begejstring herhjemme, da de udkom i 1863. Man fandt dem for vovede. Men at Facebooks's algoritmer i dag stadig finder digtene upassende for et voksent publikum, siger nok mere om algoritmerne end om Andersens digte :)
Og .. skulle man alligevel vove at læse 'Havblå er hendes øjne' og se den tilhørende video, kan man uhindret gøre det her på bloggen.
Andersen, som jo var på forkant med mange ting, skrev et andet digt i Spanien. Det lyder sådan her:
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!“
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!