Ja, havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
I det eksotiske Granada møder Andersen i en mørk aftentime sin muse, i form af en ung roma-kvinde. Mødet, som Andersen beskriver det i sin rejsebog, har sandsynligvis aldrig har fundet sted, og det nævnes da heller ikke i hans dagbøger! Ikke desto mindre inspirerer denne, måske imaginære, oplevelse Andersen til digtet 'Havblaae er hendes øjne'.
I digtet skriver Andersen, at ”hendes hår var som skovsneglens skind”. Alle der har været fascineret at denne dybsorte hårfarve som nogle spaniere har, ved hvor poetisk rammende den beskrivelse er!
Videoen er fra en prøve i Spanien på Ballhaus' og Via Artis Konsort's performative koncert 'Solens spejl'.
Skovsneglen er dog fra Kohaveskoven i Odense!
Hele digtet lyder:
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert Granattræ hang; –
En salomonisk Lovsang
Hjertet om Sulamith* sang.
*Shulamit fra Højsangen
