I denne blog vil jeg dele min oplevelse af ITER-kurset, og forhåbentlig kan det være en inspiration for dig og andre kulturelle institutioner og organisationer til at tage skridtet mod en mere bæredygtig fremtid.
I 2024 deltog Ballhaus i ITER-programmet – International Touring and Environmental Responsibility – og jeg havde fornøjelsen af at repræsentere foreningen. Kort fortalt er ITER et forløb, der klæder kulturinstitutioner og enkeltpersoner på til at tage en aktiv del i klimadiskussionen. Det har sat gang i mange refleksioner, som jeg håber kan være til inspiration for andre institutioner.
Programmet er drevet af Julie’s Bicycle i samarbejde med Statens Kunstfond og Arts Council England. Julie’s Bicycle er en britisk non-profit organisation, der siden 2007 har arbejdet målrettet for at gøre kulturlivet mere bæredygtigt. De tilbyder både rådgivning, værktøjer og viden til at hjælpe institutioner med at reducere deres miljøaftryk. Organisationen er opkaldt efter miljøforkæmperen Julie Harris – en ven af grundlæggeren Alison Tickell – og spiller i dag en central rolle i det grønne kulturlandskab.
Du kan læse mere om deres arbejde på: www.juliesbicycle.com
Første skridt sammen - ind i den grønne samtale
Allerede fra den første session blev det tydeligt, at ITER er meget mere end et kursus – det er et fællesskab. Vi fik en grundig introduktion til Julie’s Bicycle og deres arbejde – noget, der gav mig et stærkt udgangspunkt for resten af forløbet.
Med 24 deltagere fra forskellige lande, fagligheder og institutioner blev vi introduceret til både programmets struktur og hinanden. Allerede her opstod der spændende forbindelser, hvor vores forskellige perspektiver supplerede hinanden. Der blev skabt et trygt rum, hvor alle kunne dele, spørge og undre sig. Deltagerne havde forskellige baggrunde, erfaringer og agendaer for kurset, og atmosfæren bød forskellene velkommen.
Bæredygtighed med dybde og handlekraft
Hver uge bragte nye vinkler om bæredygtighed i spil. Især transport fyldte meget i de tidlige sessioner – og det blev hurtigt klart, hvor komplekst det er at gøre internationale produktioner mere miljøvenlige. Vi diskuterede alt fra rejser med scenografi og udstyr til kunstneres og publikums bevægelse – og lærte om CO₂-beregninger og forskellige strategier for at minimere aftrykket.
Vi blev derfor ikke kun ved diskussionerne og refleksionen – vi fik også konkrete værktøjer, links, foredrag og materialer, som kunne hjælpe os i gang med vores egen grønne omstilling. Det gjorde forløbet både anvendeligt og praksisnært, og det føltes som en reel støtte til at handle – ikke bare tænke.
Men det var især de senere sessioner, der virkelig satte tankerne i gang. For os i Ballhaus er transport ikke den største udfordring, men til gengæld åbnede diskussionerne om social og strukturel ulighed op for helt nye overvejelser: Hvordan sikrer vi, at bæredygtige løsninger er tilgængelige for alle – ikke kun dem med de rette midler? Og hvordan kan vi skabe samarbejder på tværs af lande og institutioner, der handler om mere end fysisk rejse – om idéudveksling, viden og fælles ansvar?
Et centralt spørgsmål, der gik igen i flere sessioner, var: Hvad vil det egentlig sige at tage ansvar som kunstner eller kulturinstitution i dag? Bæredygtighed handler ikke kun om at mindske sit CO₂-aftryk – det handler også om at bruge sin stemme, påvirke strukturer og skabe forandring gennem den kunstneriske praksis. ITER gjorde det klart for mig, at vi i kultursektoren har en særlig rolle. Vores aftryk på miljøet er måske mindre end andres, men vores indflydelse på samfundets samtaler og fortællinger er enorm. Derfor har vi et ansvar. Kultur er en direkte afspejling af vores plads i denne verden, og kultur bliver formet af kunsten. Kunsten bliver formet af os - kunstnerne. Vi har derfor et ansvar og skal tage aktiv del i den grønne omstilling.
Rejsen begynder med nysgerrighed
I Ballhaus gik vi ikke ind i ITER med en specifik målsætning – snarere med et ønske om at blive klogere, mere bevidste og bedre rustet til at træffe bæredygtige valg. Det handler for os ikke om at være perfekte, men om at tage ansvar og udvikle os undervejs.
Mod slutningen af programmet fik vi mulighed for at samarbejde om et fælles projekt og søge midler fra den internationale Touring and Environmental Responsibility Fund. Det var en værdifuld erfaring – ikke mindst fordi samarbejdet på tværs af grænser skabte nye muligheder og perspektiver.
Kunst, ansvar og den grønne fremtid vi deler
Jeg er virkelig taknemmelig for at have været en del af ITER. Det har været – og er stadig – en rejse, som har udvidet min forståelse af, hvad bæredygtighed i kunst og kultur kan være. Det har været inspirerende at opleve, hvordan fællesskabet mellem engagerede og dygtige kolleger kan skabe rum for nye idéer og konkrete handlinger. Forhåbentlig kan denne blog inspirere nogle kunstnere og institutioner, store som små, til at tage skridtet mod en grønnere fremtid.
Tak til Julie’s Bicycle og de mange inspirerende deltagere i programmet. I Ballhaus ser vi frem til at fortsætte arbejdet – og til at være med til at skabe en kunstverden, der ikke kun bevæger sig fysisk, men også mentalt og etisk i en grønnere retning.
